Dansk Spilråd arbejder for:
- At styrke og højne den almene og den specialiserede viden om computer- og konsolspil. At styrke og nuancere formidlingen af computerspil i Danmark.
- At samarbejde både nationalt og internationalt med organisationer, foreninger og andre institutioner, der beskæftiger sig med spil og spilkultur.
- At påvirke den almene opfattelse af spil, så holdningen til spilkultur og spilstof nuanceres og befri for antikverede og fordomsfulde forestillinger.
- At skabe et nationalt netværk af spiljournalister og spilformidlere, hvor disse kan diskutere spilbranchen og videreudvikler deres kompetencer og faglige viden via foredrag, undervisning og workshops.
Vedtægter
§1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Dansk Spilråd – forkortet DS.
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Københavns Kommune.
§2. Formål
Stk. 1. Foreningens formål er:
- At fremme forståelsen af spil i Danmark.
- At højne både den almene og den specialiserede viden om spil, og således styrke både forståelsen af og formidlingen af spil som et centralt kommunikations- og kulturmedie.b)At skabe et uvildigt ekspertråd, der kan bruges til kommunikative formål og bidrage til en nuanceret viden om spil og deres eksempelvis kulturelle samfundspåvirkning.
- At agere upartisk matchmaker mellem journalister, danske spiludviklere, eSports-organisationer, forskere og såvel offentlige som private organisationer, når det gælder spilformidling.
- At samarbejde med både nationale som internationale spilfirmaer, brancheorganisationer, spildistributører eller offentlige institutioner, der beskæftiger sig med spil.
- At skabe bedre og mere sikre rammer for dansk spilformidling
- At give talentfulde, men mindre nationale som internationale spiludviklere chancen for at komme til orde gennem rådets netværk.
- At fremme større synlighed for spil og skabe en mere kvalitetsbevidst spiljournalistik/formidling på danske uddannelsesinstitutioner som f.eks. skoler, gymnasier og seminarer samt biblioteker.
- At bringe spil videre end drengeværelset og formidle spilmediet over for andre medier, der rammer andre og/eller bredere målgrupper.
- At agere en uvildig modpol til f.eks. Producentforeningen og Multimedieforeningen, så DS derigennem bliver en uafhængig og ukommerciel autoritet, der nuancerer formidlingen af spil og spilkultur ved f.eks. udtalelser i pressen eller ved offentlig debat.
- At agere fælles talerør og debatforum for danske spilformidlere/spiljournalister.
- At løbende give medlemmerne mulighed for foredrag, workshops, kurser eller anden form for videreuddannelse. Rådets skal konstant sigte efter at videreudvikle den danske stand af spiljournalister og spilformidlere.
§3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages alle, der arbejder med journalistisk formidling af spil i Danmark. Med “journalistisk” menes upartisk formidling gennem et medie – f.eks. print, tv, blog, web, radio eller web-tv – eller ved afholdelse af foredrag og undervisning til f.eks. skoler, seminarer, biblioteker etc. Det er ikke afgørende, om dette arbejde udføres professionelt eller ulønnet, så længe medlemmet bidrager til en upartisk formidling af spilmediet i Danmark.
Stk. 2. For at sikre Dansk Spilråds uvildighed må ingen medlemmer have en primær indkomstskilde fra en kommercielt styret part inden for spilbranchen (f.eks. spiludvikler eller spildistributør). Dette skyldes, at medlemmet og derved Dansk Spilråd kan anklages for at opprioritere en bestemt spildistributørs spil eller foretrække en spilplatform frem for en anden. I tvivlstilfælde om medlemsskab er afgørelsen op til bestyrelsen.
Stk. 3. Ønske om indmeldelse sker via henvendelse til formanden. Herefter afgør bestyrelsen, om medlemmet kvalificerer sig til optagelse. Medlemskab er gratis. Stk. 4. Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til formanden. Stk. 5. Medlemmerne er primært danske spilkritikere, journalister og formidlere, der ønsker at fremme og nuancere forståelsen af spil i Danmark.Stk. 6. Alle medlemmerne i Dansk Spilråd deltager som personer og i kraft af deres rolle som spileksperter – ikke i form af deres respektive medier.
§4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af september måned og indkaldes via e-mail samt annoncering på foreningens hjemmeside med angivelse af dagsorden.
Stk. 3. Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af stemmetællere
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af formand 6.Valg af næstformand
- Valg af 7 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
- Eventuelt
Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.
Stk.6. Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot én mødedeltager. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal.
Stk. 7. Der skal være 3/4 af bestyrelsen til stede, før et valg kan erklæres for gyldigt.
§5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne fremsætter skriftlig begrundet anmodning om det over for formanden. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
§6. Foreningens daglige ledelse
Stk. 1. Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af 7 medlemmer med 2 suppleanter. Formanden er valgt for 2 år (pr ulige år), mens tre medlemmer af bestyrelsen udskiftes ved valg på den årlige generalforsamling for en ny 1-årig periode.
En formand eller et bestyrelsesmedlem kan uden tidsbegrænsning genvælges enten i formands- eller bestyrelsesmedlemsfunktion. Der skal tilstræbes den størst mulige faglige bredde i bestyrelsens sammensætning.
Stk. 2. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger kasserer og sekretær, hvis det skønnes nødvendigt. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 4. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 5. Formanden – og i hans fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst tre medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kendskab.
§7. Økonomi, regnskab og revision
Bestyrelsen udarbejder disse vedtægter, når og hvis Dansk Spilråd skal have økonomisk ballast og/eller medlemskontingent.
§8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening.
Stk. 2. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§9. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling, hvor ændringsforslaget fremgår af dagsordenen.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§10. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i §2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.
§11. Eksklusion
Eksklusion af et medlem kan besluttes i tilfælde af åbenlys modarbejdelse af foreningens formål og arbejde. Beslutningen træffes af bestyrelsen. Denne kan også – hvis den skønner det nødvendigt – lægge eksklusionen ud til demokratisk afstemning blandt alle foreningens medlemmer enten via mail eller ved et særligt annonceret punkt på dagsordenen ved en efterfølgende (om nødvendigt ekstraordinær) generalforsamling. Et medlem, der tidligere er ekskluderet kan – med bestyrelsens accept – til hver en tid genoptages igen.
§ 12. Datering
Således vedtaget på foreningens generalforsamling 24. september 2010.
