Læs mere herunder.

Jesper Krogh Kristiansens blog

Julie Horups blog

Where: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10, 1067 København K
When:  Thursday, January 26th, 17-19
Why: Because games are for real

Everybody plays games – from physical games like Solitaire, Bridge and Chess to digital ones like Wordfeud, Angry Birds, Skyrim and Farmville.

When playing the experience and emotions are real – even if the game is not. And now game designers and artists all over the world are challenging the space around the game with physical games like Johan Sebastian Joust, B.U.T.T.O.N., Fingle and the game experiences at the Space Invaders exhibition at Nikolaj Kunsthal in Copenhagen.

But what happens in the meeting between game and life? Why does the game feel real and how?

We have asked a bunch of artists and game developers from The Netherlands and Denmark to share their perfect gaming moment – either one they have already experienced or one they imagine to experience in the future.
The style is ‘Pecha Kucha’ or microtalk where each speaker gets 20 x 20 seconds (and 20 slides) to present.
Join us for Spilbar 8.0 hosted at Nikolaj Kunsthal in the middle of the interactive exhibition Space Invaders.

Program:
17: Welcome
17.05: My favorite gaming moment. Talks by Bojan Endrovski (Game Oven Studios, Fingle), Marieke Verbiesen (artist),  Nils Deneken (Die Gute Fabrik), Søren Lundgaard (DADIU), Christian Fonnesbech(Transmedia expert), and Rami Ismail and Jan Willen Nijman (Vlambeer). 

18.00: Break
18.30: Debate – chaired by Thomas Vigild, Games editor at Politiken
19.00 Mingling with beer – sponsored by the Dutch Embassy

Read more about the speakers here: 
About SpilBar:
SpilBar is a bimonthly event, where everyone in or close to the computer games industry can meet and mingle. The meetings always start with a talk and end with a drink.
SpilBar is initiated by Kristine Ploug from DADIU and Thomas Vigild from The Danish Game Council (Dansk Spilråd). SpilBar is organized in collaboration with IGDA, Unge Spiludviklere, Spilordningen, and Computerspilzonen.
SpilBar 8 is organized in collaboration with Nikolaj Kunsthal and the Embassy of the Kingdom of the Netherlands.

We have invited a bunch of Danish and Dutch game developers and artists to tell us about their favorite gaming moment – either one they have already experienced or one they imagine to experience in the future.

The style is microtalk or ‘pecha kucha’, where each speaker gets 20x 20 seconds. After the talks, the Dutch Embassy bought Heineken for everyone!

Save the date – we will be back with more info in January.

Et praksisfællesskab er i den forbindelse et fællesskab vi kan finde udenfor skolen, hvor mennesker med forskellige færdigheder,
erfaringer og holdninger kommer sammen for at løse en opgave. Et eksempel på et praksisfællesskab kan være en avisredaktion, en byggeplads eller – i historisk lys – et af Christian 4’s orlogsskibe.

Der findes forskellige spil, der simulerer sådanne praksisfællesskaber, fx spil som Zoo Tycoon, hvor spilleren skal opbygge en rentabel zoologisk have, hvor dyrene får de rette levebetingelser og gæsterne med glæde donerer penge til projektet. Selvom der er tale om en reduceret virkelighed,
der tydeligvis udspringer fra en anderledes kulturel kontekst (den amerikanske), så kan simuleringen fungere i undervisningen. Eleverne kan påtage sig rollerne som dyrepassere, skrive blog om deres dag, samle viden om de forskellige dyr i fagbøger og så videre.

Her bruges simuleringen som ramme – nærmest som en temauge, hvor eleverne bare ikke selv opbygger deres købmandsbutikker og handler med hinanden, men i stedet bruger computerspillet som simulering.

Man kan imidlertid ikke komme udenom en væsentlig udfordring: tiden. Det tager nemlig lang tid at spille de kommercielle spil – og lang tid at mestre dem. Hvis alle elever skal have lige muligheder, vil nogle elever med andre ord have brug for god tid til at spille, fordi de ikke kender spillene på forhånd. Endelig er det ikke alle elever der bliver indfanget af spillets univers, hvilket betyder, at det kan være en større opgave at komme igennem et spil, end det er at læse en roman.

Heldigvis er der derfor ved at dukke læringsspil op, der forholder sig til computerspil på samme måde, som skolens øvrige didaktiske tekster
forholder sig til romaner og fagartikler. Serious Games Interactive har med serien Playing History givet det bedste bud (Playinghistory.eu). Her er det netop den simulerede praksis, der bærer historien frem ved hjælp af forskellige spilelementer. Og endda i en kort, skolevenlig form.

I mit tidligere indlæg tog jeg fat på den (manglende?) forståelse af spil som et kulturelt fænomen. Nu vil jeg tillade mig at kaste et kritisk blik på den kategori af spil, der vil lære os noget. Jeg er meget optaget af game based learning, og hele idéen om, at spil bør udgøre ligeværdige og legitime redskaber i forskellige undervisnings- og læringssammenhænge. Jeg har gode erfaringer med flere forskellige læringsspil, som jeg har eksperimenteret med i praksis, men der er imidlertid nogle fundamentale udfordringer, som vi er nødt til at forholde os til før vi kan gøre os forhåbninger om at se nogen større udbredelse.

Hvorfor egentlig læringsspil?

Hvis man skærer ind til benet, så drejer det sig alt sammen om, at man uvilkårligt lærer noget, når man spiller computerspil. Forskere og spildesignere peger endda på, at det netop er det at lære og mestre spil, der rummer den største del af spillenes fascinationskraft. Som mennesker elsker vi udfordring, læring og mestring, når bare det foregår i en sammenhæng, hvor vi forstår hvorfor vi gør hvad vi gør. De gode spil skaber en kontekst, hvor læring giver mening; vi lærer det, der kræves for at overvinde spillet.

Hvad skal barnet hedde?

Èn uklarhed opstår allerede ved navngivningen af den type spil, der fokuserer på læring. I mange år talte man om edutainment, men de fleste har efterhånden bevæget sig væk fra det begreb. Det skyldes nok især, at de fleste edutainment-titler mildest talt ikke har formået at indfri det læringspotentiale, som de gode underholdningsspil har stillet os i udsigt. Edutainment-titlerne er typisk yderst simple og ofte med adskillelse af det, spillet vil have spilleren til at lære og selve spillet. Her er typisk tale om quizzer, stave- og regnespil osv.

Som en slags modreaktion bruger andre begrebet serious games, som egentlig er et ældre begreb, men som først for alvor er blevet taget i brug i relation til computerspil i løbet af de senere år. Her bredes paletten ud, idet serious games almindeligvis bare opfattes som spil, der vil opnå andet en ”bare” at underholde. Meget tyder på, at de fleste udviklere af serious games orienterer sig (lidt) mere mod de gode computerspil, hvor læring gøres til en mere implicit del af det at spille.

Uanset betegnelsen, så drejer det sig jo groft sagt om spil, der skal facilitere læring. Tillad mig derfor for nemheds skyld at kalde dem ”læringsspil”.

Hvorfor hader folk læringsspil?

Den grundlæggende intention med læringsspil er både sympatisk og velunderbygget, men alligevel har læringsspil mange modstandere, og i mange tilfælde forstår jeg så udmærket kritikken, som forekommer fuldt ud berettiget.
”Læringsspil er jo ikke rigtige spil”, siger mange. ”Læringsspil er kedelige”, siger andre.

Grafik og lyd er ofte forholdsvis simpel, men det er ikke det centrale problem. Man kan koge det ned til, at de fleste læringsspil ganske enkelt ikke er gode nok som spil. Det skyldes nok især, at der hos mange spiludviklere opstår en forvirring omkring spillets fokus: Handler det her om læring eller om spil? Mange læringsspil falder i den første grøft, og så propper man en masse eksplicit læring ind i spillet, uden at skele til, om spillet overhovedet kan bære byrden. Hvis ikke der er balance mellem spil og egentligt læringsindhold, så vælter læsset, og vi får en lærebog pakket ind i mere eller mindre smart grafik.

Imidlertid er der vel slet ikke noget modsætningsforhold mellem ”spil” og ”læring”? Spil forudsætter jo netop læring for overhovedet at kunne spille spillet, og kunsten må være, at minimere diskrepansen mellem det, vi skal lære for at spille, og det faglige indhold, spillet vil have os til at lære.
Uanset hvad forklaringen er, så støder vi konstant på adskillige forhindringer, når den udbredte holdning er, at læringsspil er uinteressante og ubrugelige.

For det første vil de fleste undervisere (og elever) givetvis nikke genkendende til den problemstilling, at de fleste læringsspil simpelthen ikke er interessante nok. Ofte er der meget tekst, og selve spillet minder næppe meget om de gode spil, der gjorde det interessant at beskæftige sig med læringsspil i første omgang. Som konsekvens er der kun begrænset opmærksomhed på læringsspil som relevant læringsressource (der er imidlertid selvfølgelig også andre forklaringer).

For det andet vil et stort antal spiludviklere slet ikke beskæftige sig med læringsspil, hvilket formentlig bl.a. skyldes det mildest talt blakkede ry, som genren har. De fleste spiludviklere vil garanteret helst ”bare” lave gode spil, og her er kassen med læringsspil ikke ligefrem fyldt til randen med gode eksempler. En anden problemstilling, der ofte fremhæves, er den spinkle økonomi. Der er ganske simpelt ikke tilstrækkelige ressourcer til at udvikle spil primært til brug i uddannelsessektoren. Det skyldes formentlig dels det første problem, nemlig at der i uddannelsessektoren ikke er nogen stor tillid til læringsspil, og derfor heller ikke nogen overvældende efterspørgsel. I tilgift er det danske marked næppe i sig selv voldsomt interessant, så der skal tænkes internationalt fra starten.

Hvordan kommer vi videre?

 

Valves Gabe Newell gav tidligere på året en voldsom opsang til alle de spiludviklere, der beskæftiger sig med læringsspil:

It seems like a lot of the software that is developed is not very good. I hate the fact that a lot of people use the fact that they’re targeting the educational market as an excuse for not working as hard as people who are trying to build commercial software

Først og fremmest pegede Newell på, at læringsspil i sin essens er spil, og at ambitionsniveauet for denne type spil bør være på niveau med de kommercielle underholdningsspil. Newell påpeger også, at læringsspil ikke adskiller sig fra ”almindelige” spil – alle spil er læringsspil. Spørgsmålet er udelukkende, i hvilken retning læringen bevæger sig – hvad er det man lærer? Afslutningsvis pegede Newell på én af de løsningsmodeller, der måske kan føre til bedre læringsspil; en stærkere kobling mellem udviklere af underholdningsspil og læringsspil:

”It seems like the people who make good games should be thinking harder about the educational capacity of what they do, and the people who are in the educational space should do everything they can to build better games than we do”

Valve forfølger i øjeblikket selv denne intention med deres ”Learn With Portals” projekt, hvor de bl.a. udvikler redskaber til Portal 2, der skal gøre det nemmere at inddrage spillet i undervisningen, og fx opstille eksperimenter i fysik.

Svenske Mojang deltager i et lignende projekt med deres fantastiske indie-succes ”Minecraft”, idet de samarbejder med en gruppe undervisere om ”MinecraftEdu”:

“The game is being used to teach more than just computer skills. It easily lends itself to science, technology, engineering and math explorations (STEM). But beyond that, language teachers are strengthening communication skills, civics teachers are exploring how societies function, and history teachers are having their students recreate ancient civilizations.”

Hvad nu hvis alle spiludviklere, store som små, indie eller ej, altid overvejede mulighederne for at udvide deres spil med en ekstra dimension ved også at gøre spillet relevant i et undervisningsperspektiv? Det kunne fx være authoring tools, mods, ekstra baner, relevant supplerende materiale osv.. Hvorfor skulle spiludviklere gide gøre sig det besvær? De adresserer et andet marked, og der kan dermed være et økonomisk incitament. Samtidig kunne det betragtes som en CSR-relateret aktivitet, spiludviklere kan bruge til at positionere sig særligt gunstigt som socialt bevidste virksomheder.

I forlængelse heraf, kunne man så forestille sig en platform, der faciliterer samarbejde mellem alle relevante interessenter? Sæt spiludviklere, forskere, undervisere o.l. sammen, lad dem brainstorme og konceptudvikle i fællesskab? Lad udviklingen af spillene foregå i tæt dialog og i fortløbende samarbejde med undervisere og elever?

Hvad skal der til, for at vi alle kan tale om læringsspil med oprejst pande og uden at skulle undskylde noget for nogen? Hvordan kan vi gøre læringsspil til en alment anerkendt, respekteret spiltype?

Where: Filmhuset, Gothersgade 55 – Bio Asta (in the basement)
When: November 17^th 16.30-18.30
Why: Because you are remembered for the rules you break.

Program:
16.30-17.10: Thomas Grip: Evoking Emotions and achieving success by breaking all the rules
17.10-17.30: Lau Korsgaard: Designing social and physical games by breaking the rules

17.30-17.50: Mingling
17.50-18.30: Debate
18.30: More mingling – and beer!

Evoking Emotions and achieving success by breaking all the rules
When creating Amnesia: The Dark Descent, a series of unconventional design choices were made. The game is recognized as being incredibly tense and immersive, yet it breaks many traditional rules of game design. Frictional Games ended up removing fail-states and much of the challenge, all traditionally key devices in a horror title.

This talk will explore these seemingly strange choices, how they came about and how they resulted in a far better experience.

It will also discuss how this kind of thinking extends beyond horror development to other genres as well.

About Thomas Grip (Frictional Games, Sweden):

Thomas Grip has been working as an indie horror developer for over 10 years. He co-founded the independent studio Frictional Games in 2007 and has since then developed four commercial games; three games in the Penumbra series and most recently Amnesia: The Dark Descent, all which have gotten critical acclaim for evoking strong emotions. His primary roles in these productions have been as designer, art director and programmer.

His studio’s latest project, Amnesia, have achieved an especially great success. It is hailed as one of the best horror games ever and have as of today sold almost half a million copies, a vast amount for a small indie company without any financial or promotional back-up.

Designing social and physical games by breaking the rules
Since when did ‘social’ mean a primarily solitary experience clicking cows and crops? – and when did ‘party’ mean two guys with plastic guitars and eyes fixated on the TV screen?

Have social games and party games made us more social and given us better parties? – Or are we designing us down the wrong paths? Lau Korsgaard will showcase some of the award winning work done in Copenhagen Game Collective towards making digital games where player look at, touch and interact directly with each other. The talk shares an attitude and vision behind multiplayer game design that are contrary to and against much conventional ‘game design wisdom’ but might prove important to both mainstream as well as experimental game developers interesting in exploring the ‘social’ aspect of games.

About Lau Korsgaard (Copenhagen Game Collective and KnapNok Games, Denmark)

Lau Korsgaard is co-founder of Copenhagen Game Collective, a multi-gender, multi-national, non-profit game design collective based in Copenhagen. He has been involved in several of the collectives’ experimental games such as Dark Room Sex Game and B.U.T.T.O.N. and showcased games at festivals like Come out and Play, IndieCade and Independent Games Festival. As his day job, Lau tries to make a living as game designer in the independent game studio KnapNok Games exploring new genres of social, physical party games.

About SpilBar:
SpilBar is a bimonthly event, where everyone in or close to the computer games industry can meet and mingle. The meetings always start with a talk and end with a drink.
SpilBar is initiated by Kristine Ploug from DADIU and Thomas Vigild from The Danish Game Council (Dansk Spilråd). SpilBar is organized in collaboration with IGDA, Unge Spiludviklere, Spilordningen, and Computerspilzonen.

Everybody is welcome and no sign-up needed.

I denne uges blogindlæg fokuserer jeg på spil i et uddannelses- og læringsperspektiv. Når jeg beskæftiger mig med “spil i undervisningen”, så dækker det mindst over to forskellige, men overlappende tilgange:

• Computerspil som kulturelt fænomen
• Computerspil som læringsredskab

Læsere af denne blog vil givetvis ikke argumentere imod, at spil er kultur (eller hvad?); præcis som litteratur, film, musik, tegneserier og tv er kultur. Her ser vi en parallel til undervisningen i især de humanistiske fag, hvor man fx typisk i danskundervisningen har haft en interesse i at fremme forståelsen for forskellige medieformer, hvordan de står i relation til hinanden, hvordan vi kan bruge dem til at kommunikere med osv.

Denne forståelse har både værdi i sin egen ret, men også som en forudsætning for anvendelse af spil som læringsredskab. Hvis vi ønsker at bruge spil til at facilitere læringsprocesser om (principielt) alt mellem himmel og jord, så må vi som udgangspunkt forstå hvordan spil gør hvad de gør. Jeg kan næppe formulere det bedre end forskerne David Buckingham & Andrew Burn:

Media should not be regarded merely as teaching aids or tools for learning. Education about the media should be seen as an indispensable prerequisite for education with or through the media. Likewise, if we want to use computer games or the internet or other digital media to teach, we need to equip students to understand and to critique these media: we cannot regard them simply as neutral means of delivering information, and we should not use them in a merely functional or instrumental way (Buckingham & Burn, 2007).

Hvordan forstår vi spil?

Introducing Spørge Jørgen:

Lad os vende tilbage til det der med at forstå computerspil. Hvad vil det egentlig sige? Hvordan forstår vi spil? Hvad skal vi vide, for at vi fx kan analysere et spil i undervisningen? Hvordan analyserer man overhovedet et spil? Skal vi fortsætte traditionerne fra litteratur og film? Skal vi blande alle de eksisterende modeller i en ordentlig pærevælling? Eller opfinde en helt ny type dyb tallerken?

Kan vi skille spillet ad og forstå dets enkeltdele? Hvis ja, hvad er så vigtigst? Fortællingen? Koden? Spilmekanikker? Grafik? Lyd? Interface? Controls? Karakterer? Dialog? Platformen? Distributionsformen?

Eller skal vi bevæge os helt uden for spillet for at forstå hvad spil er? Skal vi fx snarere kigge på spilleren og den sociale kontekst, som spillet indgår i? Intertekstualitet, inspirationskilder og den bredere kulturelle kontekst?

Hvem forstår spil?

I lyset af alle disse parametre kan man passende spørge sig selv, om der er nogen, der til fulde forstår hvad computerspil egentlig er for en størrelse. Svaret er givetvis nej, men der er ikke desto mindre mange, der gør ganske ihærdige forsøg.

Den (måske?) mest indlysende gruppe er spiludviklerne. Det forekommer mig, at mange spiludviklere har en brændende nysgerrighed for og interesse i, hvad spil er, og hvordan man kan lave bedre spil. Uanset om fokus er på iterationer og gradvise forbedringer af et spilkoncept som Gears of War eller på mere eksperimenterende og udfordrende spil som Braid eller Journey, så handler det om forståelse og progression.

En anden oplagt gruppe er spilforskerne, der udforsker feltet med afsæt i en lang række forskellige faglige discipliner. Siden feltet game studies udkrystalliserede sig omkring årtusindskiftet har et voksende antal forskere verden over bygget videre på hinandens arbejde og traditioner fra eksisterende forskningsfelter. Her handler det sjældent i første omgang om at skabe bedre spil, men om at undersøge og udforske spillenes mange forskellige typer og former, deres kulturelle betydning osv.

Fra Dansk Spilråds perspektiv er spilformidlerne selvfølgelig centrale. Der har været mange diskussioner om, hvad spilformidlere (journalister,  undervisere, bibliotekarer osv.) bør have som ambition.  Skal vi bare pege på det nye, det fede, det flotte, det vilde? Eller skal vi fremme en dybere forståelse for, hvad spil er? Fra mit perspektiv er der plads til det hele, men tilsammen ved vi så meget om spil, og har en så stor ”fælles nysgerrighed”, at vi kan bidrage til en mere nuanceret forståelse for spil.

I øjeblikket er vi efter alt at dømme ikke gode nok til at sikre, at den relevante viden om spil formidles i en form, som undervisere kan gøre brug af.

Hvordan ændrer vi billedet?

Meget tyder altså på, at mange ved meget om spil, og en imponerende mængde viden er distribueret alene blandt medlemmerne i spilrådet.

Hvordan gør vi det? Hvordan kan vi skabe bedre rammer for, at dem der ved mere end dem der ikke ved så frygtelig meget kan få mulighed for at vide lidt mere? Hvordan styrker vi dialogen og formidlingen? Hvad mangler vi? Bøger og undervisningsmateriale? Relevante hjemmesider og fora? Konferencer? Kurser?

…eller er det bare så besværligt, at vi lige så godt kan lade være?

Men nu er der kommet gang i debatten igen i Norge, hvor EA med den snarlige lancering af Battlefield 3 har udvalgt tre medier, der får tidlig adgang til spillet. Det er i sig selv ganske normalt, men det der har fået Norsk Spillkritikerlaug (Norges pendant til Dansk Spilråd) op ad stolen er et spørgeskema, som EA sendte med ud sammen med den tidlige adgang til spillet.

Kan du lide konkurrenten?

Dette anser Spillkritikerlauget som et forsøg på at kontrollere anmeldelsen af produktet fra udgiverens side.

- Spillkritikerlauget

I spørgeskemaet skal medierne svare på, hvem der anmelder spillet, om vedkommende er fan af ‘Battlefield’-serien og hvilket forhold han/hun har til hovedkonkurrencen ‘Call of Duty’. Der spørges også om anmelderen glæder til til ‘Battlefield 3′.

“Dette anser Spillkritikerlauget som et forsøg på at kontrollere anmeldelsen af produktet fra udgiverens side. Spilkritikerlauget ønsker at mine dine medlemmer om, at sådan et forsøg på at få indblik i og kontrol over mediets vurderingsproces er en overtrædelse af presseetikken” siger formand Jon Cato Lorenzen.

Samtidig har NRK (Norges svar på danske DR) nægtet at anmelde spillet, fordi de ikke er udvalgt blandt de tre medier, der modtager det tidligt.

“Vi vil ikke boycotte det, men vælger bare ikke at anmelde det. Det er årets mest interessante og eftertragtede computerspil, men hvis vi ikke får mulighed for at udarbejde en redaktionel anmeldelse og vurdering af spillet på linje med andre norske medier, så mister det så meget nyhedsværdi for os, at vi vælger at løse det redaktionelt på andre måder” siger Roy Strømsnes, redaktionschef på online-redaktionen i NRK P3 til Dagbladet.

EA Norge erkender over for Dagbladet.no, at udsendelsen af spørgeskemaet var en “menneskelig fejl”, men undlader at gå i dybden med intentionen bag overhovedet at udarbejde sådan et skema til de norske medier. Samtidig forklarer det, at det er helt normal procedure at udvælge enkelte medier til at få tidlig adgang til spillene baseret på bl.a. læsertal og deres hidtidige dækning af spillet.

Pas på “eksklusive” aftaler!

Også her i Danmark er det ingen hemmelighed, at visse medier bliver forfordelt, når det kommer til tidlig adgang til spillene, hvilket ikke blot skaber en uheldig skævvridning af konkurrencen mellem medierne, men særligt mistænkeliggør forholdet mellem det “eksklusivt udvalgte” medie og en spildistributør.

Hvis nogle danske medier og spiljournalister har modtaget et lignende spørgeskema fra EA omkring lanceringen af ‘Battlefield 3′ opfordrer Dansk Spilråd dem til at undlade at svare på spørgsmålene, da det er en klar overtrædelse af de presseetiske grænser mellem distributør og medie.

Dato: 24. november 2011 kl. 17:30-20:00

Sted: Kasper Nesagers lejlighed – Smedetoften 32 – 2400 KBH NV

Kære alle

I år har Dansk Spilråd eksisteret i to år, og derfor indkalder vi nu til årlig generalforsamling.

Foreningen har nu over 70 medlemmer, men af meget forskellig baggrund og aktivitetsniveau, og generalforsamlingen skal også bruges til at diskutere, hvordan vi får foreningen videre.

Samtidig skal der vælges mange nye poster til bestyrelsen, da fem poster bliver ledige. Morten Skovgaard og Jacob Riis går af som suppleanter, og genopstiller ikke.

Næstformand Kasper Nesager træder ud af bestyrelsen v/ generalforsamlingen på grund af interessekonflikt grundet hans firma, men han vil gerne blive som medlem. Jan de Sousa og Kim Dorff træder også ud af bestyrelsen og genopstiller ikke.

Jesper Nielsen genopstiller som bestyrelsesmedlem og Thomas Vigild genopstiller som formand. De tre resterende bestyrelsesmedlemmer John, Malene og Mathias er ikke på valg i år. Dermed er der fem bestyrelsesposter, der skal til valg.

Interesserede kandidater til en bestyrelsespost skal skrive hurtigst muligt til Thomas, og udarbejde en kort pitch af deres motivation og baggrund for at søge bestyrelsesposten.

Vi opfordrer selvsagt alle uanset køn, hjemplanet og etnisk baggrund til at stille op – også til formandsposten.

Dagsorden:

1. Valg af stemmetællere
2. Valg af dirigent
3. Formandens beretning om året der gik.
4. Fremtidig forretningsudvikling af Dansk Spilråd (v. Jesper, Kasper og Thomas) – f.eks. færrebestyrelsesposter, ordfører skaber etc.?
5. Forslag til mere aktivitet i Dansk Spilråd – hvordan får vi skabt en mere synlig og aktiv forening?
6. Vores nye hjemmeside – regler for blogning og kommentarer
7. Kasserens beretning og foreningens økonomi – v. Kasper
8. Fremtidigt samarbejde med Computerspilzonen om dansk spilpris
9. Behandling af indkomne forslag
10. Præsentation af kandidaterne til bestyrelsesposterne.
11. Afstemning om de nye bestyrelsesposter
12. Eventuelt

Det var alt det formelle – vi glæder til at se så mange som muligt.

Der vil selvsagt være god mad, øl og drikkevarer på foreningens regning.

Tilmelding til Thomas på vigild@gmail.com inden 16. november!

Husk at forslag, der ønskes behandlet på dagsordenen til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen – dvs. d. 16. november.

Mvh.

Thomas på vegne af bestyrelsen i Dansk Spilråd

Sidenhen har vision måske vaklet en anelse. Kernen findes stadig, men kommunikationen har ikke altid være tilpasselig skarp til, at foreningens formål har spredt sig som ønsket. Indlemningen af nye medlemmer har været forholdsvis overfladisk, og det er, trods sin gentagelse som diskussionspunkt på bestyrelsesmøderne, ikke lykkedes at få samlet den massive, kollektive hjerne, som vi her sidder med.

Med den nye hjemmeside håber vi at tage de første spadestik til at rette op på dette. Vi vil gøre Dansk Spilråd mere aktiv blandt medlemmerne. Vi vil udnytte vores samlede kompetencer på kryds og tværs, skaber stærkere forbindelser medlemmerne imellem og samtidig sørge for, at Dansk Spilråd bliver et værdsat og værdifuldt medlemsskab.

På den nye side får Bloggen uden tvivl den vigtigste funktion. I opstartsfasen vil vi alle i bestyrelsen sørge for regelmæssige blogindlæg, der gerne skulle være både interessant og spændende læsning, men målet er uden tvivl, at alle i Dansk Spilråd kommer til at bidrage dertil. Både med blogindlæg og kommentarer, så vi får skabt en god debat om alt mellem himmel og jord – så længe det omhandler computerspil, naturligvis.

Samtidig vil vi gøre hjemmesiden til en voksende vidensbase. Alle relevanter bidrag, som vores medlemmer yder, vil blive lagt op under Resourcer. Hermed kan vi nemmere dele hinandens arbejde og drage nytte af det. Sammen med Events siden håber vi dermed på at kunne skabe en samlet portal for alt det essentielle, hvad angår spilkultur og -formidling.

Vi glæder os til at bygge videre på Dansk Spilråd sammen med jer!

- Bestyrelsen