And now for a change of pace.
I denne uges blogindlæg fokuserer jeg på spil i et uddannelses- og læringsperspektiv. Når jeg beskæftiger mig med “spil i undervisningen”, så dækker det mindst over to forskellige, men overlappende tilgange:
- Computerspil som kulturelt fænomen
- Computerspil som læringsredskab
Læsere af denne blog vil givetvis ikke argumentere imod, at spil er kultur (eller hvad?); præcis som litteratur, film, musik, tegneserier og tv er kultur. Her ser vi en parallel til undervisningen i især de humanistiske fag, hvor man fx typisk i danskundervisningen har haft en interesse i at fremme forståelsen for forskellige medieformer, hvordan de står i relation til hinanden, hvordan vi kan bruge dem til at kommunikere med osv.
Denne forståelse har både værdi i sin egen ret, men også som en forudsætning for anvendelse af spil som læringsredskab. Hvis vi ønsker at bruge spil til at facilitere læringsprocesser om (principielt) alt mellem himmel og jord, så må vi som udgangspunkt forstå hvordan spil gør hvad de gør. Jeg kan næppe formulere det bedre end forskerne David Buckingham & Andrew Burn:
Media should not be regarded merely as teaching aids or tools for learning. Education about the media should be seen as an indispensable prerequisite for education with or through the media. Likewise, if we want to use computer games or the internet or other digital media to teach, we need to equip students to understand and to critique these media: we cannot regard them simply as neutral means of delivering information, and we should not use them in a merely functional or instrumental way (Buckingham & Burn, 2007).
Hvordan forstår vi spil?
Introducing Spørge Jørgen:
Lad os vende tilbage til det der med at forstå computerspil. Hvad vil det egentlig sige? Hvordan forstår vi spil? Hvad skal vi vide, for at vi fx kan analysere et spil i undervisningen? Hvordan analyserer man overhovedet et spil? Skal vi fortsætte traditionerne fra litteratur og film? Skal vi blande alle de eksisterende modeller i en ordentlig pærevælling? Eller opfinde en helt ny type dyb tallerken?
Kan vi skille spillet ad og forstå dets enkeltdele? Hvis ja, hvad er så vigtigst? Fortællingen? Koden? Spilmekanikker? Grafik? Lyd? Interface? Controls? Karakterer? Dialog? Platformen? Distributionsformen?
Eller skal vi bevæge os helt uden for spillet for at forstå hvad spil er? Skal vi fx snarere kigge på spilleren og den sociale kontekst, som spillet indgår i? Intertekstualitet, inspirationskilder og den bredere kulturelle kontekst?
Hvem forstår spil?
I lyset af alle disse parametre kan man passende spørge sig selv, om der er nogen, der til fulde forstår hvad computerspil egentlig er for en størrelse. Svaret er givetvis nej, men der er ikke desto mindre mange, der gør ganske ihærdige forsøg.
Den (måske?) mest indlysende gruppe er spiludviklerne. Det forekommer mig, at mange spiludviklere har en brændende nysgerrighed for og interesse i, hvad spil er, og hvordan man kan lave bedre spil. Uanset om fokus er på iterationer og gradvise forbedringer af et spilkoncept som Gears of War eller på mere eksperimenterende og udfordrende spil som Braid eller Journey, så handler det om forståelse og progression.
En anden oplagt gruppe er spilforskerne, der udforsker feltet med afsæt i en lang række forskellige faglige discipliner. Siden feltet game studies udkrystalliserede sig omkring årtusindskiftet har et voksende antal forskere verden over bygget videre på hinandens arbejde og traditioner fra eksisterende forskningsfelter. Her handler det sjældent i første omgang om at skabe bedre spil, men om at undersøge og udforske spillenes mange forskellige typer og former, deres kulturelle betydning osv.
Fra Dansk Spilråds perspektiv er spilformidlerne selvfølgelig centrale. Der har været mange diskussioner om, hvad spilformidlere (journalister, undervisere, bibliotekarer osv.) bør have som ambition. Skal vi bare pege på det nye, det fede, det flotte, det vilde? Eller skal vi fremme en dybere forståelse for, hvad spil er? Fra mit perspektiv er der plads til det hele, men tilsammen ved vi så meget om spil, og har en så stor ”fælles nysgerrighed”, at vi kan bidrage til en mere nuanceret forståelse for spil.
I øjeblikket er vi efter alt at dømme ikke gode nok til at sikre, at den relevante viden om spil formidles i en form, som undervisere kan gøre brug af.
Hvordan ændrer vi billedet?
Meget tyder altså på, at mange ved meget om spil, og en imponerende mængde viden er distribueret alene blandt medlemmerne i spilrådet.
Hvordan gør vi det? Hvordan kan vi skabe bedre rammer for, at dem der ved mere end dem der ikke ved så frygtelig meget kan få mulighed for at vide lidt mere? Hvordan styrker vi dialogen og formidlingen? Hvad mangler vi? Bøger og undervisningsmateriale? Relevante hjemmesider og fora? Konferencer? Kurser?
…eller er det bare så besværligt, at vi lige så godt kan lade være?
Jeg vil gerne pege på “Investeringer” som en mangelvare i forhold til spilformidling.
Ligesom selve spilprojekterne skal bruge penge, skal formidlingen af dem det også, og det er i høj grad begrænsede ressourcer, der sætter grænserne for alt fra forskning til journalistik.
Man kan selvfølgelig altid indvende, at folk så bare må klemme ballerne sammen og præstere mere, end de bliver betalt for – for hvis man brænder nok for det, er man vel også villig til at ofre sig for sagen, ikke sandt? Men er det bæredygtigt på den lange bane?
Problemet – hvis man kan tillade sig at kalde det dét – lige nu er, at der ikke er ret mange penge i omløb i særligt mediebranchen, som jeg nok er bedst kvalificeret til at udtale mig om. Der er masser af ildsjæle, som gør et ihærdigt stykke arbejde for at lave god spildækning med de midler, de har til rådighed – men ambitionsniveauet bliver helt naturligt dæmpet af manglende indtjeningsmuligheder. Hvis folk ikke kan tjene på skidtet, har de jo brug for noget andet at lave, og hvis de ikke bare driver en spilside, mens de er på dagpenge, men i stedet finder sig et job, så sætter det også sine naturlige begrænsninger på udfoldelsesmulighederne.
Det er med andre ord utroligt nemt at pege på, hvordan spildækning kan forbedres markant i alt fra fjernsyn og aviser til magasiner og websider. Det er straks sværere at finde midlerne til at aflønne folk, der er dygtige nok (og som derfor også kræver tilsvarende honorarer) til at lave det, man gerne vil have – eller bare at finde dygtige folk i det hele taget i vores relativt lille hjemlige “talentmasse”. Man kan måske endda spørge, om vi ikke bare har ramt loftet for, hvad der er muligt – eller er det for sortsynet at tænke sådan?
I den anden ende er spørgsmålet også, om der i det hele taget er et marked for “bedre” spilformidling – forstået som: Gider folk at betale for bedre spilmedier? Ligesom spiludgiverne er det også meget svært for medierne at navigere sikkert rundt i forholdet mellem faktisk værdi og forbrugerens anskuede værdi. Man kan sagtens risikere at bruge masser af penge på at lave noget helt fantastisk, men hvis det ikke giver tilsvarende udsving i indtægterne, er det jo bare en dårlig forretning – uanset hvor tilfredsstillende det selvfølgelig altid er at forbedre noget.
Det var mine to rigsdaler lidt sent på aftenen og lige midt i en deadline, jeg skulle bruge en overspringshandling til. Jeg uddyber gerne, hvis det er lidt usammenhængende.
Meget relevant problemstilling, og som Morten siger, så er der simpelthen ikke penge nok i spilformidling, hvormed kvaliteten ofte bliver derefter. Og det er et problem for alle spilmedier, der samtidig skal være en forretning i sig selv.
Jeg tror, at spilformidlerne – uanset om det er i skrift eller tale – skal blive bedre til at se på spil som en bredere medieform, der ikke kun består af store konsol- eller pc-spil. Den slags spil dominerer langt størstedelen af spilmedierne, hvor spil til Facebook, mobilerne eller for den sags skyld brætspil bliver mere eller mindre ignoreret. Men netop disse spilformers popularitet er enorm og stigende, så ved at spilmedierne kun fokuserer på den “traditionelle” spilbranche (også fordi de lægger annoncekronerne i biksen) og deres større udgivelser, så låser medierne sig for det første fast til et mere lukket tilhørsforhold til spilbranchen, dels er ude af trit med, hvad folk i dag forbruger inden for spil. Gang på gang bliver spilmedier udelukkende forbeholdt en lukket kreds af kendere og garvede spillere, og det tror jeg kan være usundt.
Alle kommercielle spilmedier vil gerne have annonceindtægter fra vidt forskellige brancher, men det sker bare aldrig, hvis medierne bliver ved med at insistere på kun at kigge smalt på spil.
Modsat Morten, så tror jeg bestemt ikke, at vi har ramt loftet for den hjemlige talentmasse – der skal blot tænkes og skabes andre typer medier, og så skal spil rykkes mere ind i mainstream-medier som radio og tv (og aviserne), da netop disse medier har meget mangelfuld spildækning.
I næste uge starte Zulu deres Gamebusters spilprogram med Thomas Bense + crew i spidsen – en konstellation, som jeg er meget spændt på, og hvordan de vil føre dansk spilformidling på TV videre end Pixel TV og Go Morgen DK. Men det kan vi så diskutere i næste uge:)
/T
Så vil jeg da gerne allerede nu sætte en flaske god vin på højkant på, at du næppe vil ende med at synes, at GameBusters kommer til at leve op til dine forventninger. Misforstå mig ret: Jeg tror bestemt, at det bliver underholdende tv, men hvis jeg kigger på den øvrige Zulu-sendeflade og tænker på deres målgruppe i det hele taget …
Jeg er i øvrigt ikke sikker på, at jeg abonnerer på idéen om, at der skal mere spildækning ind i mainstream-medierne. Jeg tror ganske enkelt ikke, at spillene kan “holde” til det – forstået sådan, at det er svært at tilføre dem de samme fortællinger, som man kan med fx musik, film og litteratur, der vil ramme et bredere publikum. Enkelte spil vil egne sig fint til det – men langt de fleste spilprodukter falder totalt på halen, når folk forsøger at udlede noget af dem, der bare ikke er der.
Et rigtigt godt eksempel er TV2′s gudsjammerlige dækning af Battlefield 3-lanceringen i går. Jeg fandt det ganske enkelt tåkrummende at høre, hvordan de famlede rundt for at finde på bare en lille interessant krølle på den største non-story i mands minde – at der lige er blevet udgivet et realistisk krigsspil i en serie bestående af [X] realistiske krigsspil i en genre bestående af endnu flere krigsspil. Hverken Rathsack, Armadillo-instruktøren eller historikeren (som nok var den, der trods alt havde mest substans at byde på) formåede at få noget som helst relevant eller interessant ud af det, lige meget hvor meget journalisterne prøvede.
Kæmpe kudos til EA for at have solgt dem en historie, der overhovedet ikke er der, og få dem til at bruge så meget krudt på den – men jeg vil altså virkelig hellere være foruden mainstream-spildækningen, hvis det er dén standard, vi skal regne med …
Men med det sagt, så er der et væld af muligheder. Batman: Arkham City havde gået supergodt sammen med en af Fantask-legenderne, der måske tilmed kunne have knyttet et par tråde til virkelighedens “superhelte” (som der var DR2-temalørdag om for nylig) og fascinationen af selvtægtsudøveren og hævnermyten. Uncharted 3 skriger nærmest på et indslag om berømte opdagelsesrejsende og skattejægere – hvor blev det af? Assassin’s Creed kan kombineres med et indslag om parkour/freerunning, eller det kan gøre mere tørt og handle om Konstantinopels storhedstid. Et indslag om Skyrim kunne ganske passende handle om den lille hær af danskere fra senfirsernes Amiga-scene, der emigrerede til USA og fik job hos bl.a. Bethesda Softworks og i dag sidder og laver nogle af verdens største spilproduktioner. Jeg kunne blive ved.
Jeg tror, at en stor del af problemet – som jeg altså opfatter det som – er, at mainstream-mediernes journalister hovedsageligt kommer i berøring med spillene, når de får solgt nemme historier af enten spiludgiverne eller deres PR-bureauer. Det bliver alt for let til ligegyldigt mikrofonholderi.
Nå, nu blev det sørme langt igen. Beklager!